Klassiske dressinger

Klassiske dressinger

Selvom der findes masser af forskellige måder at lave dressinger på, så er der bare nogle klassikere som altid vil gå igen (måske i forskellige udgaver, men grundopskriften er der).

Jeg bruger dem ikke selv så tit – og når jeg gør kan jeg ikke lade være med at lave mine egne versioner. Så hvis det gør ondt i hjertet på dig at læse om klassiske dressinger, som ikke er helt traditionelle, så er dette indlæg ikke for dig.  Jeg skriver det, fordi der tit kan være følelser indblandet, når det gælder klassikere ;-).

De klassikere der har fået en plads i dette indlæg er de  “hvide” dressinger, altså dem der er lavet af yoghurt, creme fraiche, fløde, kefir o.l.

Nogle dressinger vækker minder, og det gør denne første klassiker. Jeg husker ikke at min egen mormor lavede den, men hun var af en årgang som vist slet ikke spiste salat… Eller jo italiensk salat på hamburgerryg’en og russisk salat på silden.

Men jeg har fået den hos min mands mormor, og der var det helt klart en klassiker – og måske den eneste salat hun kendte. Det er ikke negativt ment, men det med salater var der bare ikke fokus på i hendes årgang. En salat var typisk hovedsalat eller iceberg med mormordressing – that’s it. Vækker den også minder hos dig?

Den ultimative klassiske dressing - mormordressing

Mormordressingen er stadig væk rigtig populær.

Den dressing bliver lavet i forskellige udgaver med kærnemælk, med skyr e.a.

Jeg laver ikke mormordressing så tit, men når jeg laver den så er det med fløde. Og efter min opfattelse så er der mange, der har det på samme måde med fløde som med bacon – så kan alting spises.

Det virker faktisk – salater, selv blomkålssalat er gledet nemmere ned hjemme hos vores teenager. Han er slet ikke salatforagter, men der er visse grøntsager, som ikke vækker stor begejstring. Men når de bliver suppleret med fløde…så går det egentlig helt ok.

Mormordressing behøver ikke kun at være på den grønne salat. Den er også god til f.eks. spidskål, blomkål og grønkål.
Du kan også tviste din salat med mormordressing på en nem måde som i denne  “mormor møder Asien”.

Et andet tvist du kan lave er at blande din mormordressing med revet peberrod. Det er også et hit og vil passe godt til en salat med æble og grønkål.

I en version med kærnemælk er den lækker i en god sommersalat med sprød grøn salat, friske  hindbær og mandler. Revet citronskal gør den heller ikke dårligere. 

Mormordressing

Mormordressing

Forfatter: Salateri

Ingredienser

  • 1 dl fløde
  • 1 spsk. sukker eller smag til
  • 1 spsk. citronsaft eller smag til
  • Evt. lidt salt og peber

Sådan gør du

  • Bland det hele sammen og stil dressingen på køl, hvis du først skal bruge den senere.
    Når citronsaften blandes sammen med fløden, bliver dressingen tykkere. Hvis du lader den stå et øjeblik, vil du opleve at den tykner endnu mere.

Noter

Dressingen hældes over salaten lige inden servering.

Eller server dressingen ved siden af.
Tried this recipe?Let us know how it was!

Andre klassiske dressinger

Alt efter hvor gammel du er, så kan du sikkert huske Thousand Island dressingen og Creme fraiche dressingen i købeversioner. De blev rigtig tit serveret til salater i 80’erne. De eksisterer stadig væk, og de vækker ikke gode minder hos mig. Jeg kan stadig væk fornemme “smagen”, som ikke var nogen smagsoplevelse men bare smagte lidt “fed”.
Efterhånden har jeg fundet ud af, at de faktisk kan smage helt ok, hvis du laver dem selv. De er jo heldigvis nemme at lave og i variationer, som er lige dig.  

Thousand Island dressing:
er i bund og grund yoghurt naturel/græsk yoghurt, ketchup, paprika salt og peber. Derudover kan du tilpasse den efter, hvordan du selv vil have den.

Forslag til variationer:

  • hvidløg
  • Tørret oregano e.l.
  • Frisk purløg
  • En anelse cayennepeber for at spice den op
  • Blendede bagte peberfrugter (så den bliver lidt Romesco-agtig) 

Creme fraiche dressing eller yoghurt dressing:
Jeg er ikke tilhænger af dressinger af ren creme fraiche, da jeg synes at det bliver for kraftigt. Så jeg laver overvejende med yoghurt og tilsætter creme fraiche (i ca. forholdet ⅔ og ⅓). Grundopskriften hos mig er oftest kun yoghurt, citron-/lime-saft, salt og peber. Denne super enkle version kan bruges både som dressing, grøntsagsdip og kartofler. 

Lige et par tips til mejeriprodukterne:

  • Hvis du kun bruger yoghurt og dressingen skal være lidt tyk i konsistensen, så vil jeg vælge en græsk yoghurt. Den har tit en rundere smag end en yoghurt naturel, ymer e.l..
  • Hvis du vil blande yoghurt og creme fraiche, så vil jeg vælge en ikke så fed yoghurt naturel/Cultura. Creme fraichen tilfører fedme og en rund smag.

Forslag til variationer:

  • Hvidløg
  • Og/eller friske urter. Purløg, persille, dild, basilikum, salvie, timian, oregano o.l.
  •  Frisk chili/chilisauce f.eks. Scriracha
  • Revet peberrod
  • Revet citronskal
  • Karry er også godt, f.eks. til en salat med kylling.
  • Karry og æblestykker behøver ikke kun at være karrysalat til sild, men det kan også være dressing til en salat med æg og rugbrødsknas/crumble (link til rugbrødscrumble) og/eller kylling
  • Spidskommen (som når du laver Tzatziki)
  • Moset/blendet avocado – så det bliver lidt à la guacamole. Men hvis du bruger en “tynd” yoghurt naturel (og ikke græsk yoghurt, Skyr e.l.), Cultura er også godt. Så kan du lave konsistensen mere dressingagtig.
  • Du kan også prøve med hakkede syltede agurker/cornichoner, kapers og løg. Den er f.eks. rigtig god til en kartoffelsalat eller den kan også bruges som en kold sauce til grøn salat, nye kartofler (og kød).

Øvrige klassiske dressinger:

Disse dressinger er også rigtig populære, men dem får du i et andet indlæg om olie-dressinger. 

Tak fordi du læste med 🙂