Nemme og lækre dressinger til salater

Få inspiration til de hjemmelavede - glæden over smagen er hele arbejdet værd

Tit bruger jeg kun en god olie (oftest olivenolie) og citronsaft, en sirup eller en pesto. Men en lækker dressing kan være afgørende for en salat.
Specielt salater som jeg sætter i den grove kategori såsom kål, rodfrugter, kartofler og pasta, synes jeg der kræver en god dressing med noget smag i.
F.eks. kan en rosenkål salat med en oliedressing med hvidløg løfte rosenkålen mange niveauer og gøre den interessant. 

Jeg køber meget sjældent en dressing, da jeg indtil videre ikke har fundet nogle rigtig gode. Desuden synes jeg, at en hjemmelavet dressing er både nem og hurtig at lave. Det er også arbejdet værd, da smagen er så meget bedre. 

Her på siden er der indtil videre et lille udvalg af dressinger, som du kan lade dig inspirerer af.

Nogle er freestyle versionen, hvor du blot får ingredienserne, og så kan du tilpasse dem efter din egen smag.

Hvis du vil have din helt egen samling af dressinger, så kan du købe Salateri’s egen lille håndbog her. Indtil 1. november 2022 koster den kun kr. 39,-. Derefter koster den kr. 49,-.  

Dressing til coleslaw 

Ingredienser

  • Mayonnaise
  • Citronsaft
  • Sennep
  • Honning
  • Hvidløgspulver
  • Eddike
  • Chiliflager
  • Ketchup
  • Salt 
  • Peber

Sådan gør du

Tag nogle skefulde mayonnaise og tilsæt de øvrige ingredienser. 
Justér efter din egen smag

Tip til servering

En god coleslaw f.eks. til en pulled pork burger eller en  kålsalat. Evt. med sprøde æbler og nødder

Dressing eller dip med rygeost

Ingredienser

  • Creme fraiche
  • Rygeost
  • Citronsaft
  • Hvidløgspulver
  • Frisk dild
  • Salt 
  • Peber

Sådan gør du

Bland creme fraiche og rygeost med et blandingsforhold ca. 2/3 creme fraiche, 1/3 rygeost. 

Du kan også vælge at bruge f.eks. yoghurt naturel.

Tip til servering

Den er god sammen med en grøn salat med (små nye) kartofler, avocado, Edamame bønner og røget hellefisk.
Hæld evt. lidt olivenolie og citronsaft henover og server dressingen ved siden af.

Tomat dressing 

Ingredienser

  • Juice fra flåede/hakkede tomater
  • 1 stort fed hvidløg
  • 1 god håndfuld frisk basilikum
  • En anelse sukker
  • Salt
  • Peber
  • Sriracha chilisauce efter smag, alternativt frisk/tørret chili eller Cayennepeber

Sådan gør du

En dressing du altid hurtigt kan lave …
Dåsetomater vil jeg gætte på, at du stort set altid har. Du kan selvfølgelig også vælge at lave den af friske tomater, som vil løfte dressingen. Men i en hurtig vending, kan den være god og nem. Så kan du jo altid videreudvikle den.

Tip til servering

Denne dressing vil jeg bruge til pasta-, bulgur- og kerne-salater.

Mormordressing  

Ingredienser

  • 1 dl fløde
  • 1 spsk sukker
  • 1 spsk citronsaft
  • En anelse sukker
  • Evt. lidt salt

Sådan gør du

Bland det hele sammen og smag til.
Dressingen stilles på køl, hvis du først skal bruge den senere. Den tykner ved at stå, og når du tilsætter citronsaft. 

 

Tip til servering

Sprød grøn salat. Traditionelt er det nok hovedsalat, men der findes så mange lækre typer grønne salater.
Evt. kombineret med stegte kartofler og frisk koriander.

Hvis du vil være lidt avanceret, så kan du kombinere din mormordressing med ramsløgsolie. Det giver et helt fantastisk udseende. Salaten th er lavet af savoykål, slicet agurk og tørrede morgenfruer. En smuk, lækker og enkel servering.

Mormordressing med ramslog
Savoykaal med mormor

Find mere inspiration her..