Enkel kartoffelsalat

Lækker kartoffelsalat med få ingredienser

Denne salat er (som mange andre) en improviseret af slagsen. Da jeg kiggede i køleskabet anede jeg ikke hvad salaten skulle bestå af. Først var jeg ude i en helt enkel grøn salat med tomat, for det vidste jeg, at vi havde, da jeg lige havde handlet det.

Men da jeg fik kigget lidt nærmere i køleskabet var der en rest af en pose nye kartofler (hvis ikke det er den sæson, så brug dem du har).

Og det er ferie så der stod også en luksus ting som Aioli med ærteskud fra Fru Møllers Mølleri og så var der en rest af kapers.

Syltede rødløg havde vi søreme også, så det kom også lige i.

Ingredienser

  • Kartofler
  • Grøn/rød salat, her er der brugt rød hjertesalat
  • Syltede rødløg
  • Kapers
  • Aioli med ærteskud
  • Olivenolie
  • Salt
  • Peber

Vi fik kartoffelsalaten til kylling, men den vil også være lækker til frikadeller, røget laks/makrel, grillkød.

Sådan gør du

Kog kartoflerne til der stadig væk er lidt bid i. Rør aiolien op med olivenolie, så konsistensen bliver tyndere. Skær kartoflerne i mindre stykker og bland dem sammen med “dressingen”. Bland derefter salat, kapers og rødløg sammen med kartoflerne og arranger det indbydende.

Tip

Måske tænker du, at det er fancy ting “lige at have”, men brug blot denne salat som inspiration til at se lidt dybere i køleskabet. Måske er der en rest pesto (ellers brug f.eks. olie, eddike, sennep, hvidløg), du kan bruge rå løg i stedet for syltede rødløg, en rest af noget sylt, evt. syltede agurker. Noget salt og knas er godt til kartoffelsalat.