En af de lette salater, som du kan servere som tilbehør. Der er noget let bittert i form af rucolaen og lidt bid, da der også er chili i. Den er god til risotto (med kammuslinger og rejer) men går også rigtig godt sammen med oksekød.
Antal: 2
Ingredienser
- ca. 1/2 pose Rucola (jeg bruger oftest øko)
- ca. 2 Portobello svampe
- 2-3 fed Hvidløg
- Frisk chili efter smag
- 1 god håndfuld Frisk persille (gerne bredbladet)
- Citron
- ca. 1 spsk Balsamico
- 1 håndfuld Valnødder
- Olivenolie
- Salt
- Peber
Sådan gør du
- Skyl rucolaen - jeg skyller altid salat også selvom der står at den er skyllet, men det er selvfølgelig smag og behag.
- Skyl eller rengør svampene. Jeg bruger stort set altid Portobello, da de har en god fast konsistens men almindelige champignon kan også sagtens bruges. Så vil jeg vælge de brune, da de også har en lidt fastere konsistens end de hvide, når de bliver tilberedt. Svampene skæres i grove stykker.
- Skyl og hak persille.
- Hvidløg pilles og hakkes sammen med chili i en minihakker eller med en kniv. Svampene kan godt tage en masse hvidløg, så det kan være at du vil have mere end de 2-3 fed som angivet.
- Valnødderne ristes let på panden og køles derefter af.
- Hæld olivenolie på en pande og når det er varmt, smider du svampene på. De svitses hurtigt sammen med den hakkede chili og hvidløg. Hæld balsamicoen henover, og lad det stå og koge ind i nogle minutter.
- Rucolaen arrangeres på et fad og svampene lægges ovenpå med den hakkede persille og valnødderne. Til sidst rives citronskal henover.
- Dressingen: et par skefulde olivenolie, citronsaft og væden fra svampene. Hvis der ikke er noget væde, så brug evt. en squeez balsamico. Smag til med salt og peber.
Tried this recipe?Let us know how it was!