En smag af Italien
Denne salat er god og mættende. Ingredienserne i sig selv giver meget smag, og det er ikke nødvendigt med andet end olie og citronsaft som dressing.
Du kan servere den som tilbehør i stedet for kartofler, pasta e.l.. Men den kan også sagtens serveres som en lille sidesalat.
Salaten er også god som et måltid med brød/bruschetta, hvis det blot skal være et let måltid, evt. til frokost.
Ingredienser
- 1 aubergine den almindelige (mørke)lilla
- stødt spidskommen
- peber
- salt
- 1/2 Frillice hoved eller anden sprød grøn salat
- 1 lille rødløg
- 1 håndfuld Cherrytomater
- 1 Burrata
- 1 god håndfuld frisk timian
- olivenolie
- citronsaft
- evt. balsamico
Sådan gør du
- Ca. 3 pers: Grøn salat 1/2 Frillice, 1 aubergine (salt, peber, stødt spidskommen, bages i ca. 20-30 Min v ca. 200 grader), 1 Lille rødløg, 1 håndfuld cherrytomater, 1 Burrata, 1 god håndfuld frisk timian, olivenolie, citronsaft, evt balsamico
- Skyl auberginen og skær den i ringe. Strø lidt salt over skiverne og lad dem stå 15-30 min. indtil du kan se at der er trukket saft ud af auberginerne. Det har jeg lært at man skal for at få trukket den bitre saft ud af auberginen. I dag er der nogle udgaver der er forædlede, og som ikke er bitre. Så det er ikke altid at det er nødvendigt at lade dem trække med salt. Jeg har endnu ikke fundet frem til, hvilke slags der er de forædlede. Derefter skylles/tørres saft og resterende salt af.
- Læg aubergineskiverne på en bageplade med bagepapir og pensle dem med olivenolie. Auberginer kan suge noget olie, så vær rundhåndet med olien. Drys salt, peber og spidskommen over. Bag auberginerne i ca. 20 min. ved ca. 200 grader (varmluft). De må ikke bage tørre, så tjek undervejs, om de skal have lidt mere olie og evt. vendes.
- Skyl og slyng/tør salaten.
- Skyl tomater og timian. Skær tomaterne i halve/kvarte
- Skær rødløg i den størrelse du foretrækker
- Arranger salaten på et fad eller i en skål (her er salaten arrangeret som en rede). Skær aubergineskiverne i halve/kvarte og læg dem på salaten. Læg Burrataen i midten og skær et kryds i midten.
- Læg tomater og rødløg øverst og drys timianen ud over hele salaten.
- Hæld olivenolie og citronsaft over salaten til sidst, evt. balsamico
Noter
Brug godt med frisk timian, og jeg vil anbefale at der kommer noget med i hver portion.
Timianen giver salaten et stort plus. Salaten er også god dagen efter.
Timianen giver salaten et stort plus. Salaten er også god dagen efter.