Auberginer i salat

Auberginer i sig selv har en meget neutral og kedelig smag. Men når du kombinerer den med hvidløg, friske urter og salt, så får du en rigtig skøn smag. Salaten kan både serveres lun og kold. Den smager rigtig godt dagen efter, når dressing og alle ingrediensernes smage er opsuget i auberginerne. Auberginer hører efter min mening naturligt sammen med lam, men den kan sagtens spises med andet kød eller som den er med lækkert brød

Auberginer i salat

Auberginer i salat

Udskriv
Antal: 4
Forfatter: Salateri

Ingredienser

  • 2 auberginer
  • 1,5-2 stk. rød peber
  • 1/2-1 hakket rødløg
  • 1/2 blok feta Kirks gedefeta (skift evt. ud med en anden hvis du ikke er vild med ged)
  • 2 tsk kapers
  • 2 spsk oliven Her er der brugt Kalamata
  • 1 pakke friske (små tomater) Dulcita tomater er gode at bruge om vinteren, hvor tomater ellers ikke smager af så meget.
  • 1 håndfuld persille Både almindelig og bredbladet kan bruges
  • 1-2 stilke frisk mynthe Mynthe har en gennemtrængende smag, så hvis du ikke er vild med den, så kan den sagtens udelades
  • 1 dl olivenolie
  • 2 tsk balsamico
  • 1-2 fed hvidløg

Sådan gør du

  • Skyl auberginerne og skær dem på den lange led i ca. 1 cm's tykkelse. Smør dem med olivenolie (vær ikke nærig med den da auberginerne suger godt), og drys salt og peber over. Bag dem i ovnen i ca. 20 min. ved 180 grader varmluft. Tjek dem halvvejs og se om de skal have mere olie og vend dem evt. De røde pebre skylles og halveres på den lange led og kernerne tages ud. Pensle dem med lidt olie og bag dem sammen med auberginerne.
  • Skyl tomaterne og halver dem.
  • Skær fetaen i tern
  • Hak rødløg
  • Skyl og hak persillen
  • Skyl mynthen
  • Dressingen blandes: 1 dl. olivenolie, balsamico, pres hvidløg i og smag til med salt og peber. Den må gerne være til den salte side, da auberginerne er meget neutrale i smagen.
  • Når auberginer og peberfrugt er færdige, lad dem køle af et øjeblik. Derefter skæres auberginerne i mindre stykker. Pil skrællen af peberfrugten og skær den i skiver på den lange side.
  • Bland auberginer, peberfrugt med kapers, oliven og dressingen. Anret det på et fad og fordel tomater, feta og rødløg ud over salaten. Pynt af med mynthe. Alternativt kan mynthen hakkes i dressingen. Men hvis du vælger at pynte af med mynthebladene som vist på billedet, er det nemt for ikke-myntheelskere at pille dem af ;-).