Spiselige blomster i salater

Spiselige blomster

Blomster spreder glæde og god stemning

Jeg har fundet ud af, at vi er omgivet af mange flere spiselige blomster end jeg troede. 

Den viden og begejstring vil jeg rigtig gerne dele med dig. Spiselige blomster giver en Wauuv effekt og gør dine salater utrolig smukke og indbydende. Nogle af dem tilfører også smag. 
Så her vil jeg give dig en lille guide til smukke blomster, som du kan putte i dine salater og mad generelt.

Jeg hører ikke til den ”lyserøde” type, som jeg kalder det med masser af pynt og bling blang – jeg er mere praktikeren. Alligevel bor der en lille romantiker i mig, når det gælder blomster. Jeg elsker dem, og efter at jeg har fundet ud af, at der er mange spiselige slags, elsker jeg dem endnu mere.
Men måske giver det rigtig god mening alligevel – Det pyntelige er også praktisk…..

Spiselige blomster i have og skov

I foråret og om sommeren kan du finde disse spiselige blomster ude i haven, i naturen, i skoven. 

  • Ramsløgblomster
  • Violer
  • Forglemmigej
  • Syrener
  • Tusindfryd/Bellis
  • Hyldeblomst
  • Lavendler

Så er der jo også blomsterne fra krydderurter, f.eks. fra timian, purløg, rosmarin. Blomster fra grøntsager som f.eks. Squash kan du også bruge.  Steg dem kort på en pande med lidt olivenolie og salt. Så får de en helt særlig lækker smag.

Sådan kan du bruge spiselige blomster om vinteren

Få også sommer stemning og farver i dine salater om vinteren.
Udvalget af de friske spiselige blomster er mere begrænset, men så kan du bruge tørrede spiselige blomster. Du kan enten tørre dem selv om sommeren, eller du kan købe dem hos f.eks. bageshops, helsebutikker og online supermarkeder. Nemlig.com har et lille udvalg af friske spiselige blomster og hos Lie Gourmet kan du finde nogle af de tørrede slags.

Hvis du vælger at tørre dine blomster selv, så kan du enten tørre dem i ovnen i ca. 20 min. ved 50 grader. Når de er kommet ud af ovnen, er det en god idé at lade dem ligge på bagepladen nogle timer eller til dagen efter.

Du kan også tørre dine spiselige blomster i en dehydrator, hvis du har sådan en. 

Hvad skal du tænke på, når du bruger spiselige blomster?

Du ved det sikkert, men nu nævner jeg det alligevel. Tænk selvfølgelig over hvor du plukker dine spiselige blomster. Så det er et sted, hvor der ikke er en masse trafik af biler,  mennesker og hunde.
Hav selvfølgelig også styr på, hvilke blomster der er spiselige – Læs evt. på fødevarestyrelsens planteliste.

Dem som jeg skriver om, er nogle som jeg selv har spist og anvendt i salater.

Du kan evt. selv plante dine spiselige blomster. Det behøver ikke at kræve den store gartneruddannelse, for det er faktisk lykkedes for mig i et par år. Så kan du helt sikkert også ;-). 

I dag kan du købe mange gode blandinger af spiselige blomster. Flere af dem er kommet igen af sig selv året efter. Hjulkrone er f.eks. en af dem.   

De spiselige blomster som jeg bruger allermest i salater

  • Hjulkrone
  • Kornblomster
  • Morgenfrue
  • Blomsterkarse/Tallerkensmækker
  • Blomster fra krydderurter og grøntsager

Du kan enten bruge de hele blomster eller drysse blomsterbladene henover salaten.

Salat med baersymfoni
Savoykaal med mormor

Tak fordi du læste med!